plante © 2knald.com | Kirsten K. Kester

Oplevelser med hovedpine

Mit hoved gør ondt. Min krop, og led gør ondt. Mine ører hyler. Min pande er varm. Min krop er stresset, og hovedet summer og snurrer. Prøver at sove lidt mere, men min krop gør for ondt.
Dieter laver spejlæg og kaffe. Jeg er stadig skidt.
Overvejer at sove. At hvile. At skide på det hele, og blive i sengen, for hvad helvede kan jeg stå op til? Et liv med susen for ørene, et nervesystem jeg ikke har styr på, verdenen danser, jeg er ikke budt op. Mit hoved gør ondt, mine øjne flimrer, øjnene søger ofte efter, hvad jeg kan kaste op i- skulle det være.

EN SØNDAGS SPADSERETUR

Ragalna er med sine 3.000 indbyggere, ikke meget større end en landsby. Hvor går grænsen for forskellen mellem by og landsby? Aner det faktisk ikke, men Ragalna virker på størrelse med en landsby.
Efter ganske få minutter er vi på byens torv, eller Piazza.
To moderne caféer, en falmende gul kirke, en mindre park med lidt blomster og bænke, og en endnu mindre købmand, er hvad byens torv byder.

Ragalna © Kirsten K. Kester.com | Kirsten K. Kester

Caféerne er de eneste åbne. Det er søndag, så kirken burde have åbnet og alt andet lukket, men det er måske moderne tider. Jeg forhører mig hos et par unge, der sidder på den smarte af caféerne. Den med neonskriften, der fortæller at de serverer kaffe. Jo, supermarkedet er lukket, det er jo søndag.
Dieter er nået over torvet, og fortsat ud ad en vej nord på. Jeg følger efter.

Vinden er kølig mod kinderne. Det skyldes vi er oppe i næsten 900 moh. Det lune forårsvejr vi oplever ved kysten, lader vente på sig i bjergene.

Jeg er kommet ud. Det sker ikke hver dag. Desværre. Hjernerystelsen gør, at min søvn er sparsom, og smerterne for mange.

kirkepynt © Kirsten K. Kester.com | Kirsten K. KesterNår først jeg er ude, glemmer jeg næsten min sygdom. I hvert fald for en stund. Indtrykkene, lydene, vindens kilden på kinden, og min nysgerrighed gør, at bekymringerne, og smerterne bliver sat ud af fokus. Hjernerystelsen og al dens vedhæng, bliver lige så stille gelejdiget ud i en periferi, hvor den gerne må blive.

Desværre gør den det kort, og kun i en vis rum tid. Så banker den på døren, som var den en regerende magt. Vil lukkes ind i varmen, og minde mig om, at den er en del af mig. Den er ikke umiddelbart velkommen, men jeg ved at den maser sig på med en overrumplende og ubærlig magt, hvis jeg ikke byder den indenfor.

krummelurer © 2knald.com | Kirsten K. Kester

Husene er meget forskellige ved første øjekast, men ser man nærmere efter, er de alligevel ens i udtrykket. Som de fleste sydeuropæiske, eller italienske huse, er de romantiske. Meget yndige og sirlige, med krummerlurer og malet i sarte pastelfarver. Gerne i forskellige pudderfarver, hvilket jeg finder lidt komisk, men det kan ikke være anderledes. Mætte af den lange sommer, med det kraftige lys, er italienernes huse næsten hermetisk tillukkede, med tykke persienner, skodder, eller sågar mursten for vinduerne.
Haverne er frodige, med tæt beplantning, og oliventræerne er at finde overalt. I disse højder er cyprestræer også ganske almindelige. Få har mini plantager med vin eller frugttræer.
Havudsigten, som vi burde kunne skimte mod øst, forsvinder desværre i disen. Men vi er ikke i tvivl om, vi er oppe i højderne.

Allerhelst vil jeg bare gå lidt på må og få. Gerne lade mig fare lidt vild, og gå på eventyr. Dieter vil helst holde øje med GPS’en, hvilket viser sig at være en god idé, da klokken pludselig bliver mange, lyset forsvinder, og vi skal stadig over et par bakker, og rundt om en del sving, før vi nærmer os noget genkendeligt.
Ofte bliver vi gøet af, når vi passerer, hvad der ellers kunne ligne forladte hus. Hundenes ejere ser vi sjældent. De få vi støder på, nikker og smiler. Enkelte hilser med et buonasera, og en kone med vasketøj på altanen vil vide, hvor vi er på vej hen, og en hel del andet som jeg ikke forstår. Hun nikker og peger bekræftende. Skal vi mod Piazza’en er vi på rette vej. Jeg smiler og takker. Molte grazie.
Etna stikker sin snude op bag bakker og træer. Med sneen på toppen, ser hun kold og forfrossen ud, på trods af hendes hendes egenskab som vulkan, med den indre glød.

finurlige blomster © 2knald.com | Kirsten K. Kester

EN ANDEN DEJLIG EFTERMIDDAG

Først en kop fantastisk italiensk kaffe på vores café. Så en længere gåtur, i modsat retning af, hvad vi sidst gik.
Jeg svømmer let væk i de fine detaljer. I italienernes haver og huse. Så meget, at jeg indimellem finder mig selv kørende ude midt på vejen. Bilerne dytter næsten uanset, så jeg skal nok nå ind til siden. Jeg tager mig selv i, at tænke, om de ikke også kører utrolig hurtigt, i så lille en by? Tænker man sådan når man bliver ældre? Mindes ikke jeg tidligere har tænkt lignende. Og på denne gåtur, er der en del flere biler, end på vores forrige.
På en skala fra 1 til 10, spørger jeg Dieter, hvor irriteret er du da over, så tit jeg stopper og skal studere ting, og temmelig sikkert også have et billede? Dieter svarer at det som regel starter på 1, og nærmer sig 10, når vi er hjemme.
Min nysgerrighed har jeg det ligesom med hovedpinen, kvalmen, svimmelheden, og alt det andet hjernerystelsen medfører, utrolig svært ved at tøjle.

borg agtigt hus © 2knald.com | Kirsten K. Kester

De borg agtige huse, der minder om noget fra før min tiptiptipoldefar levede, paletter i naturen med anderledes farver, et lys i en særlig ukendt røgfarve sniger sig langsomt op fra dalene, hensat i en verden af fantasi og trylleblomster. Hvordan kan man lade være at stoppe, er min tanke.
Men det er hårdt. Det er hårdt for mit hoved, at kapere alle indtrykkene og mine tanker, der galoperer af sted, hvor ord, billeder og farver bliver hvirvlet rundt i en tornado. Jeg tager billeder så jeg kan huske, og skriver ord, der understøtter.
Da tusmørket er ved at være fremme, vender vi om. Der er stadig masser at se, selvom vi går samme vej tilbage. Når jeg er opslugt af detaljer, får jeg ikke altid det hele med på begge sider af vejen.

Fx. opdager jeg først på hjemvejen, at der ligger et ret så stort, og smukt museum helt tæt på vejen.

Der står nogle håndværkere indenfor, og min nysgerrighed driver mig derind.

Hvad jeg umiddelbart forstår af den siciliansk italienske accent er, at det er et vinmuseum, som dog først åbner igen til april. Umiddelbart kan vi ikke bruge det til meget, men vi fik hilst på et par flinke mænd, og nydt de smukke bygninger helt tæt på.

Små oplevelser vokser sig store.

#PasPåDig💛

 

2 thoughts on “Oplevelser med hovedpine”

  1. Så fint beskrevet, at hr bevæger sig ud i periferien, når man beskæftiger sig med andet.
    Det er ofte det jeg tyer til. Og så kommer straffen. Men jeg har svært ved at undlade at blive draget af den momentale frihed fremfor at lægge sig og hvile, hvor alle symptomer viser deres grimme ansigt.
    Jeg hæfter mig iø ved at du skriver, at dine øjne flimrer. Det gør mine også, men det er ikke noget, jeg ofte støder på. Det er meget ubehageligt. Det hjalp mig en del med synstræning. Og at sove med sovebriller.

    Lad os håbe at verden stadigvæk har en dans til overs til os, når vi er klar ❤

    Liked by 1 person

  2. Tak for ord Didde!
    Det er SÅ forbandet, og vidunderligt.. at gode oplevelser kan erstatte hr – vi betaler nemlig prisen, som du siger. MEN samtidig erfarer jeg altså også, at det er med til, at bygge min hjerne op- at den bliver vænnet til den “normale”, og larmende verden.
    Sovebriller, hvad er det mon?
    Jeg er sikker på, der venter os begge mange danse – jo før jo lystigere ♡

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s