I går aftes går jeg min første længere tur, i lang tid.
Turen gav mig et løft, som kun få vil forstå, da livet heldigvis af de fleste, bliver taget for givet.
Jeg har haft det nær noget elendigt i flere uger, med en urokkelig svimmelhed og mange smerter, der hager sig fast.
De fleste dage bag nedrullede gardiner, med solen og sommeren, der lokker og banker på ruderne. Der har intet være at gøre, andet end at blive under dynen.
Det blev til en vidunderlig tur på Godsbanen, og i området omkring. Et ynglings sted.
Mit mellemfornøjede humør blev sat på en alvorlig prøve. Det måtte give efter, og mit smil gik fra øre til øre.
Unge mennesker fortalte om stedets fremtidsplaner, om deres drømme og visioner. De berigede mit liv en dejlig lun sommeraften.
Himmelen er dybblå og livet er herligt, i et glimt. Hjernerystelse og smerter bliver glemt i eventyr, og livet mødt med største fornøjelse.
Steder blev genset, og nye ting opdaget. Jeg går hjem. Mæt af små oplevelser, og med en anelse mere hylen i ørene, og bimlen i hovedet.
Hovedrystende 