Tag: mærk livet

det har været et par omtumlede dage for mig,
den ene dag kammer jeg over og frydes af livet,
for HVOR ER DET FANTASTISK . .
næste dag hyler jeg,
og tænker livet må være noget Fanden har skabt,
blot for at jeg kan pines
kender du det?

sådan et udbrud af
INGENTING fungerer,
livet er da  K U N  sat i bevægelse,
for at endnu en pestilens kan
snore sin snørklede lede lillefinger rundt om mig . .

sådan et udbrud havde jeg forleden dag.
livet var ganske enkelt meningsløst,
og fuldstændig ligegyldig for mig,
det byder uanset kun på tragedier, lortesygdom
og tårer

når man sidder midt i det,
kan man af og til godt mærke,
hysteriet leende tager fat i dig,
men når tårerne triller og stemmen knækker over i hikkende stød,
er der ingen vej tilbage fra det hul
man graver sig længere og længere ned i

– det er IKKE livet der er noget lort;
det er her og nu omstændighederne,
der overmander dig,
du får en mavepuster,
en ufortjent afklapsning
der minder dig om,
og næsten slår dig ud
af livets kurs

jeg, og alle andre som har sygdom tæt på livet
bliver sandsynligvis som en legende yoyo;
den ene dag er vi i kulkælderen
blottet for enhver kærlig tanke,
den næste,
ridder vi på enhjørninge
henover marker af lyserøde skyer og stjernestøv

jeg minder min mand om,
hvis han er i tvivl:
jeg er let at leve med,
jeg er ligetil og tilgængelig.
du må elske,
hvad der kommer!
han forsikrer mig hver gang;
du er ikke let,
men det mindsker ikke min kærlighed.
så går livet videre med varme hjerter

i går var en vidunderlig dag;
jeg annoncerer sygeorlov på min rejseblog.
det er vanvittigt hårdt,
men mindsker en tyngde jeg længe har følt . .
min blog er mit smertensbarn,
der har splittet mig til at holde fast,
for længe . .

i går er vi også på Aros
og får hilst på Monet med fl.
umiddelbart er jeg ikke den store Monet fan,
men udstillingen rør mig,
og minder om,
at vi tilstadeligt vandrer i folks fodspor,
som har stået ved sit og
kæmpet for vore rettigheder,
– og  DET  var en skøn reminder!

efter udstillingen,
spiser vi på toppen af Aros.
restauranten er ny,
og vi blev glædeligt overrasket

mit hoved har det nogenlunde,
lidt træt efter Monet og venner,
men ingen synderlige smerter.
det tager umiddelbart en kraftig kursændring,
da vi har smurt det første brød

de skarpe klir fra tallerkener,
grin der bliver overdøvet af latter,
en gaffel ryger på gulvet,
og stolen skubbes ud
– alt skærer som skarpe klinger igennem mit hoved,
nervesystemet stritter,
som cerpentiner der springer ud en nytårsaften

mine ører hyler,
og min faste følgesvend tinnitus
advarer mod yderligere belastning
Bose kommer på,
men forhindrer nærværet og samtalen

jeg øjner ledige borde i modsatte ende,
og forhører straks om der er mulighed for en omrokering?
tjeneren beklager,
et større selskab er på vej
– men jeg kan tilbyde loungen!

med brede smil
og lukkede døre,
nyder vi en aften på restaurant
i stilhed.
min hjerne køler af,
og tinnitusen summer
nu stille af glæde . .

pas på dig selv
lyt til din krop
og respekter signalerne,
de vil dig det bedste ❤