på siden ‘om K‘ kan du læse, at jeg også har PTSD.
det har jeg pga. et væbnet hjemmerøveri, som jeg ikke vil fortælle nærmere om her.
men jeg vil fortælle,
at det først var efter jeg blev introduceret til yoga flere år efter episoden i Zimbabwe,
at jeg lærte at trække vejret igen.
at trække vejret er en nok så betydningsfuld ting,
som man ikke lige går at tænker over i hverdagen.
det er først når du holder op med at trække det ordentligt,
at det bliver et problem.
i Mexico lærte jeg i sin tid Irene fra Jamaica at kende.
Irene lærte mig at trække vejret igen,
og finde en balance,
der var forsvundet for mig.
i Danmark møder jeg Conny,
som bliver min nye redningsplanke.
sammen,
(hovedsageligt Conny!)
udtænker vi nye yogaøvelser,
jeg kan lave som kørestolsbruger.
i Mexico har Irene allerede introduceret mig til flere,
men jeg vil gerne udbygge det.
Conny er fantastisk,
hun ved utroligt meget,
om en verden jeg ikke rigtigt er bekendt med . .
Conny lærer mig fine meditations teknikker
og healer gør hun også!
i dag skrev jeg til Conny:
Kære Conny. Tak!! Smerterne er værst foran i pande regionen. Indimellem kan jeg mærke hvor jeg slog mig sidst: lige bag ved issen, i venstre side. Det skete faktisk i mandags, kort før du kom. Det var på vej ud til firmaet, hvor jeg hang billeder op. Jeg havde bare helt glemt det, indtil tirsdag hvor det sagde SMAK med voldsom hovedpine og frygtelig ondt i øjnene. Jeg kunne pludselig på ingen måde tåle lys, og tog solbriller på. Onsdag til nu har jeg ligget i sengen m tæpper for vinduerne og evt klæde over øjne. Om aften er jeg stået lidt op, iført solbriller. Ingen computer eller tv.
Hovedrystende 